Velkommen til

AaB Håndbold Support




En interessant dag i cirkus AGK
I går drog 20 AHS-folk til Ballerup, hvor der var premiere på det nyeste danske cirkus, og der er ingen tvivl om, at Cirkus Arena har fået en ny konkurrent i Kasi-Jespers Cirkus AGK. Bussen fra Hjørring Turistfart kørte den lange vej, og imens kunne vi sidde og spekulere over, hvad der ventede os. Optakten var ikke just god, da det var stort set umuligt at komme i kontakt med klubben omkring billetter på trods af, at de har hele 10 personer ansat i administrationen. Vi ankom til Ballerup Superarena og blev mødt af hoppeborge og ignorante "AG-fans", der måtte høre, hvor vi var fra, og om vi virkeligt var mestrene, når nu vi gik og sang det.

Lugten af savsmuld blev stærkere, og da vi efter lang tid endelig fik vores billetter, trådte vi ind i det store telt, der rent størrelsesmæssigt trods alt var ganske imponerende, omend det ikke just var nogen Sparkassen Arena, hvor vi netop havde været nede. Til dem, der kan huske flaghejsningen i Kolding, så valgte de i AG først at optræde med én AG-sang, derefter fulgte Albertslund og Glostrups byvåben samt AGK-logoet, der blev fulgt af pompøst musik, hvorefter publikum stille og roligt blev lullet i søvn til AG's anden sang, inden hver enkelt spiller blev præsenteret på bedste VM-finale-maner med et publikum, der vist nok kun kendte Kasper Hvidt, Lars Jørgensen, Joachim Boldsen og Mikkel Hansen - ikke uforståeligt, når folk lokkes i hallen for at se disse i deres "sexede trøjer" og ikke en håndboldkamp. Kolding-hymen bliver næsten helt overkommelig til oktober oven på dette. Vi var i sandhed kommet i cirkus, og på AG's udskiftningsbænk sad Sprechstallsmeister Jesper Nielsen igennem hele kampen.

Lad os kort sige, at kampen var en typisk sæsonåbner, og at AaB fuldt fortjent tabte kampen med 29-25. Der skal vises andet spil på fredag mod BSV, hvis den kamp skal vindes. I hallen var håndbold ikke det vigtigste, og det vil blive afspejlet i denne opsamling. Først og fremmest var det trist at se, hvordan fokus var fjernet fra håndbolden, idet AGK stillede op i basket-trøjer og ikke håndbold-trøjer. Måske havde de ikke råd til ærmer? Vi fik os i hvert fald et godt grin, og det samme kan man i dag læse, at vores egen Henrik Toft Hansen fik. Igennem hele kampen var AG's hjemmepublikum svære at blive kloge på - i visse situationer kogte hallen, men i situationer, hvor alle andre haller ville koge af raseri, så var Ballerup Superarena stille som et cirkustelt under halsbrækkende akrobatnumre. Mange af tilskuerne virkede ganske enkelt uvidende, når det kom til håndbold. Speakeren måtte da også bryde DHF's regler mange gange, når der blev spillet højlydt musik fra højtalerne under AGK's angreb - uhørt og forhåbentligt ikke en ny trend i dansk herrehåndbold!

Peter Bredsdorff siger ganske simpelt, at der ikke var den store forskel på dette, og hvad han oplever i de jyske haller. Der vil vi være lidt uenige - i de fleste jyske haller handler det først og fremmest om håndbold - det gjorde det ikke her! Derfor sad man med en underlig følelse, da vi satte os i Hjørring Turistfarts fine bus og vendte snuden hjem af. Måske bliver lygtepælene i Aalborg "prydet" med AGK-plakater, når de kommer til Aalborg i februar - de er jo trods alt "Hele Danmarks Håndboldhold" ;-)

Vi ses i Gigantium Arena på fredag, når BSV kommer på besøg til en omgang tæsk!


AG Håndbold - AaB Håndbold, Ballerup SuperArena 04-09-2010
Kampen, der er af alle allerede anses som en ny dansk klassiker, åbner vores første sæson som forsvarende mestre. Det bliver ikke nemt i Ballerup SuperArena med 7.500 tilskuere, men det er os, der har rutinen og sammenholdet på banen såvel som på tribunerne! Derfor: tag med os til Ballerup til et brag af en sæsonåbner!

Buspriser eksl. billet
Medlem: 300,- kr.
Ikke-medlem: 350,- kr.
Billet: 100,- kr.
Billet Børn u. 15 år: 25,- kr.

Turen gennemføres kun ved nok tilmeldte.

Sidste frist er mandag den 30. august 2010. Tilmelding på www.aabhs.dk

Kiel-turen
Fredag var vi nogle stykker, der var til stede til "Unser Norden Cup 2010" i Kiel, hvor AaB tabte på trods af gode takter i kampene mod THW Kiel og TBW Lemgo - særligt mod sidstnævnte spillede vi en rigtig flot første halvleg, inden spillerne faldt sammen i de sidste 20 minutter.

Der var vel omkring 7.000 tilskuere i den fantastiske Sparkassen Arena, og selvom de ikke rullede sig helt ud på noget tidspunkt rent stemningsmæssigt, så fik spillerne værdifuld udebaneerfaring til Champions League kampene. Vi fik også selv forsøgt at være 16 fans blandt 7.000 modstanderfans og formåede op til flere gange at "fremprovokere" en reaktion fra speakeren, der måtte bede hallen om at overdøve os - det var nu meget fedt!


Alle mand til AG!


Sæsonstarten nærmer sig
Så er vi for alvor ved at nærme os sæsonstarten for AaB Håndbold. De sidste træningskampe skal spilles, og inden vi får set os om, så står vi i Ballerup Superarena og møder (de nye rivaler?) AG Håndbold i et brag af en sæsonåbner. Disse kampe kræver nogle informationer til jer, men allerførst vil vi gerne informere om, at der nu er kommet referat fra generalforsamlingen. Dette er tilgængeligt på vores hjemmeside.

Hvad angår de kampe, vi har foran os i den nærmeste fremtid, så er der følgende at bemærke:

- På fredag drager vi en lille, men kampklar, gruppe afsted mod Kiel. Vi glæder os til den store oplevelse, der forhåbentligt kan give et godt billede på, hvad der venter i Champions League.

- Torsdag d. 26. august kl. 19.00 spiller vi sidste træningskamp, inden sæsonen kastes i gang. Dette foregår i Vendiahallen i Hjørring i en kamp mod Århus Håndbold, som vi netop har slået med 3 mål i sæsonens 2. træningskamp. For de interesserede så mødes vi til en øl og noget mad på Café Ciffy (www.cafeciffy.dk) kl. 17.00 eller ved hallen kl. 18.30. Dette kræver naturligvis ikke tilmelding, du dukker blot op, hvis du ønsker at deltage i dette sidste arrangement inden sæsonstart.

- Lørdag d. 4. september kastes sæsonen så endeligt i gang, når AG Håndbold skal mærke, hvordan man spiller i Jack & Jones Ligaen, når vores danske mestre gæster Ballerup Superarena. Vi arbejder på højtryk på en tur derover, og vi håber at kunne præsentere priser og tidsplan for jer senere på ugen - hold øje med din inbox! De skal mærke, at selvom de kan have 7500 tilskuere, så er AaBs fans stadig landets bedste!

Vi glæder os til på fredag og den kommende sæson!


Veloverstået generalforsamling
Så fik vi overstået vores første ordinære generalforsamling - tak til alle de fremmødte. Kort fortalt gik generalforsamlingen godt, og vi kan fortælle at nuværende næstformand Michael Køhler Christensen fik genvalg, ligesom Jesper O. NIelsen (genvalg) og Anna Bache Skov (nyvalg) også blev valgt til bestyrelsen. Vi ser nu frem mod en ny og spændende sæson. Referatet er at finde på vores hjemmeside (www.AaBHS.dk) snarest.

Denne sæson blev småt skudt i gang hertil aften med testkampen mod Flensburg-Handewitt. Kampen bød på et sidste farvel med Sørenn Rasmussen og en mulighed for at se vores nye helte an - vi kan vist roligt sige, at Olof Ask og Ingimundur Ingimundarson (Didi) nok skal komme til at dele nogle knubs ud til vores modstandere i denne sæson! Samtidig ligner Søren Pedersen og Jannick Green en ung og dynamisk målmandsduo, der nok skal kunne løfte arven fra Sørenn. Sidst men ikke mindst bliver det spændende at følge vores unge europamestre Rasmus Carlsen og nytilkomne Tobias Møller i den kommende sæson. Et stort tillykke til dem for øvrigt!

Vi vil også minde om, at det er ved at være oppe over, hvis man ønsker at komme med på vores bustur til Kiel - sidste frist er i morgen torsdag d. 12. august 2010. Turen er fredag d. 20. august med afgang kl. 7.00 - modstanderne er Kiel og Lemgo foran 8.000 tilskuere i Sparkassen Arena i Kiel. Det ER en vild kulisse!

Angående den nye sæson, så arbejder vi på at få busprogrammet på plads så hurtigt som muligt, nu hvor kampprogrammet er blevet offentliggjort. Mere info herom følger snarest!


Praktisk information omkring generalforsamling mv.
I forbindelse med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling d. 11. august kl. 16.30, følger her lidt praktisk informationer. Datoen er nemlig ikke helt tilfældig.

Det er nemlig samme dag, som AaB spiller træningskamp mod Flensburg i Stadionhallen. Kampen starter umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning.
AaB afholder før kampstart et sæsonkortholder-arrangement. Såfremt du selv køber en billiet, vil du med et AaBHS medlemskort få adgang til sæsnkortholder-arrangementet. Bemærk: Et AaBHS Medlemskab giver IKKE adgang til selve kampen - blot til sæsonkortholder-arrangementet, såfremt du selv køber en billet til kampen.

Derudover:
- Husk bannerdag d. 7/8 kl. 11.00 ved AaB, Hadsundvej 184.
- Husk sidste tilmeldingsfrist d. 9/8 til Kiel turen.

Det var det for nu - vi ser frem til generalforsamlingen og en spændende håndboldsæson med AaB håndbold.


--
Mange hilsner
AaB Håndbold Support

- Vi ses i Gigantium!


Hovedsponsor:











Vi kører med Hjørring Turistfart






Professionel Webhosting & Webhoteller
AaB Håndbold Support - info@aabhs.dk - +45 2175 7246 - Vi ses i GIGANTIUM!


Hovedsponsor: